Vandbrok (hydrocele)
Vandbrok føles som en glat og rund, ”gummiboldagtig” knude på testiklens plads. Der er sjældent direkte smerter. Det skyldes, at cellerne indvendig i den slimsæk, der omgiver testiklen, begynder at producere for meget væske.
Testiklen ligger altså inde i forandringen i modsætning til andre knuder i pungen, som ligger uden for testiklen. Årsagen i det enkelte tilfælde er sjældent til at konstatere, men man mener, at det skyldes en irritation af cellerne, f.eks. en virusinfektion, som starter processen.
Vandbrokket i sig selv er ikke farligt, og hvis det ikke er særlig stort og ikke generer, behøver det ingen behandling.
Vandbrok kan dog blive meget store og spændte, og hvis det generer pga. størrelsen eller tyngden, bør man få det fjernet.
Operationen
Ikke-operativ behandling (sclerosering).Man kan forsøge at suge væsken ud med en sprøjte og en kanyle. Derpå sprøjtes en væske ind i broksækken for at få denne til at klæbe sammen. Det vil i mange tilfælde være tilstrækkelig behandling.
Hvis vandbrokket kommer igen efter ovennævnte behandling eller lægen skønner, at broksækken er for stor, kan broksækken fjernes ved en lille operation med et snit igennem huden på pungen. Dette indgreb udføres ambulant. Operationen kan udføres i lokal bedøvelse eller fuld bedøvelse. Hos børn vil man altid udføre indgrebet i fuld bedøvelse.
De første dage
Såret vaskes under bruser med almindelig sæbe og vand.
Der påsættes lille beskyttende forbinding indtil såret er helet.
Ugerne efter operationen
Som regel vil en uges sygemelding være tilstrækkelig afhængig af, om man har let eller tungt fysisk arbejde.
Kontrol og vurdering af resultatet
Der tilbydes kontrol efter 2 måneder.
Ricisi og komplikationer
Den vigtigste komplikation efter operationen er blødning, idet en blødning i pungen kan medføre en kraftig hævelse. I nogle tilfælde kan det blive nødvendig at åbne for såret og tømme blodsamlingen. For at undgå dette, er kirurgen altid ekstremt omhyggelig med at stoppe alle blødende kar under operationen. Komplikationen er derfor sjælden.
Yderligere info