Sterilisation af kvinder
Forundersøgelse
Ved forundersøgelsen hos speciallægen bliver du orienteret om fordele og ulemper ved sterilisation.
Ved forundersøgelsen skal vi sikre, at formalia er i orden.
Du skal være myndig, fyldt 25 år og have underskrevet begæring om sterilisation. Dette gøres i forbindelse med forundersøgelsen, eller er gjort via din egen læge.
Indgrebet er sikkert, men ikke altid 100%. Det er et definitivt indgreb der ikke kan laves tilbage.
Overvejelser
Forundersøgelsen hos speciallægen er naturligvis uforpligtende. Det betyder, at du har mulighed for at fortryde, eller du kan gå hjem og overveje situationen, før du beslutter, om du ønsker sterilisation. Beslutter du dig for at gennemføre en sterilisation, kan du bestille tid til operation, når du har været til forundersøgelse hos en af vores speciallæger.
Ønsker du sterilisation udført i forbindelse med nogle planlagte feriedage, er du også velkommen til at forhøre dig hos vores sekretariat. Vær opmærksom på, at der skal være betænkningstid mellem forundersøgelsen og operationen (ca. en uge).
Når du ankommer
Du skal henvende dig i receptionen til den aftalte tid. En sygeplejerske tager dig med på afdelingen, hvor du bliver klædt om og gjort klar til operation.
Speciallægen hilser på dig, og du hilser også på narkoselægen, så du er helt tryg ved personalet.
Operationen
Operationen foregår ambulant i generel anæstesi. Det vil sige, at du møder fastende. Du vil modtage nærmere information herom i forbindelse med indkaldelse til operation.
Operationen, sker i de fleste tilfælde ved en kikkertoperation. En tynd kikkert føres ind i bughulen gennem et lille snit ved navlen. Begge æggeledere brændes og overklippes. I meget sjældne tilfælde kan kikkertoperationen ikke gennemføres på grund af utilstrækkelig oversigt.
Det kan da være nødvendigt at operere gennem et lidt længere snit på maven, lige over skambenet. Operationen varer ca. en ½ time.
Efter operationen bliver du kørt til opvågningen, hvor du vil blive observeret af vores personale.
Når du skal hjem
Du bliver udskrevet 2 -3 timer efter afslutningen af operationent, når du er velbefindende.
Ved udskrivelsen får du telefon nummeret til kirurgen, som kan benyttes til næste morgen.
De første dage
Du må forvente at have smerter i maven og skulderen de første dage. Disse gener kan lindres med smertestillende håndkøbsmedicin.
Du får smertestillende medicin med hjem til de første dage. Generne kan evt. afhjælpes ved at du lægger dig på maven.
Du vil evt. have behov for at tage den lidt med ro i nogle dage på grund af træthed efter bedøvelsen. De fleste vil være i stand til at passe deres arbejde efter 1 eller få dage.
Der kan komme lidt blødning fra skeden de første dage.
Der er ingen forbud mod tunge løft og motion.
Kontrol og vurdering af resultatet
Du møder til kontrol samt fjernelse af tråde ca.10 - 12 dage efter operationen.
Ved problemer er du selvfølgelig altid velkommen til at henvende dig.
Ricisi og komplikationer
Under selve indgrebet kan lægen komme til at beskadige omkringliggende organer (tarm og urinblære) - meget sjældent
På sigt er der en lille risiko for at æggelederen igen gror sammen, så man kan blive gravid - meget sjældent (< 0,5%).
Risiko for livstruende komplikationer i forbindelse med den fulde bedøvelse eller i efterforløbet er, hvis man er rask minimal (mindre end promille-størrelse). Finder vi ved forundersøgelsen, at din risiko er større end normalt, vil du naturligvis ikke blive tilbudt operation.
Som ved alle andre operationer er der en lille risiko for blødning og infektion.
Yderligere info
Revision
Revideret februar 2011 /Lars Schierup Næste revision februar 2012 /Lars Schierup
|
|
|