Skelen (1 øje inkl. 2 efterkontroller)
Formålet med en skeleoperation er at få begge øjne til at se i samme retning hele tiden. Et øje styres af 6 muskler. Afhængig af hvilken type skelen der er tale om, opereres der oftest på 2 muskler i forbindelse med en skeleoperation.
Operationerne foretages af kosmetiske årsager eller for at afhjælpe dobbeltsyn. Resultatet af operationen kan først endelig vurderes efter 6 uger.
Operationen udføres oftest i fuld bedøvelse, men kan også laves i lokal bedøvelse. Synsstyrken ændres ikke ved en skeleoperation.
Forundersøgelse
Du kommer først til en forundersøgelse på Privathospitalet ved den øjenlæge der opererer dig. Der informeres om operationen og efterforløbet. Der vælges hvilken type bedøvelse, der skal gives.
Har du brug for afslappende medicin inden operationen, aftales det ved forundersøgelsen.
Dato og tid for operation aftales
Din forberedelse
Skal du opereres i lokal bedøvelse, må du gerne spise og drikke som vanligt. Ligeledes må du tage din medicin. Skal du opereres i fuld bedøvelse, må du ikke spise og drikke før operationen. Præcise retningslinier gives ved forundersøgelsen.
Øjenmake-up må ikke bruges på operationsdagen.
Operationen
Skeleoperationerne foretages oftest ambulant. Kort tid efter operationen kan du tage hjem.
De første dage
I de første par dage kan der være fornemmelse af grus i øjet og komme en smule væske.
Børnehave, skolegang eller arbejde kan sædvanligvis genoptages efter et par dages forløb.
Ugerne efter operationen
Generne aftager gradvist, men øjet kan være rødt flere uger efter operationen.
Der kan være dobbeltsyn lige efter operationen som følge af hævelse af øjenmusklerne. Hos de fleste forsvinder dette efter et par uger.
Trådene opløses af sig selv.
For at forebygge betændelse i øjet efter operationen samt utilsigtet dannelse af arvæv skal du dryppe med øjendråber 2-3 uger efter operationen. Recept udleveres i forbindelse med forundersøgelsen.
Anvend vattamponer vædet med lunken vand til at rense øjet med de første dage. Tag en ny tampon hver gang du renser øjet.
Ved smerter i øjet kan du anvende almindelige hovedpinetabletter som fx Paracetamol.
Sport må dyrkes efter 1 uge. Svømmehal bør undgås i 2 uger efter operation af hensyn til infektionsrisiko.
Kontrol og vurdering af resultatet
Du skal møde til kontrol på Aleris Privathospitaler dagen efter operationen, hvor øjenforbindingen fjernes.
Yderligere kontrol på Privathospitalet eller ved egen øjenlæge aftales individuelt.
Ricisi og komplikationer
Resultaterne efter en skeleoperation er oftest meget tilfredsstillende.
Hos enkelte patienter bliver øjenstillingen ikke fuldstændig parallel efter operationen.
Der tilstræbes naturligvis det bedst mulige resultat, men den endelige øjenstilling kan ikke altid forudsiges helt præcist.
Yderligere info
Revision
Revideret juni 2010 /Jens Bjerre Winther Næste revision juni 2012 /Jens Bjerre Winther
|
|
|