Forundersøgelse
Som regel møder du direkte til kikkertundersøgelsen. I nogle tilfælde har der først været en konsultation hos speciallæge, hvor kikkertundersøgelsen er aftalt som led i vurdering af din tilstand.
I følgende tilfælde skal du kontakte os hurtigst muligt for at aftale nærmere:
- Hvis du lider af hjerte- eller nyresygdom eller hvis du har sukkersyge.
- Hvis du tager blodfortyndende medicin, specielt Marevan eller Marcoumar.
Medbring venligst en liste over din medicin, også naturlægemidler hvis du tager dette.
Anden nødvendig medicin kan du tage som vanlig.
Din forberedelse
Tarmen skal være helt tom, for at undersøgelsen kan gennemføres og du skal være fastende inden undersøgelsen.
Du skal derfor i forvejen have købt og gennemført udrensning som beskrevet på medfølgende vejledning (findes også nederst på denne webside), hvor indtagelse af mad og drikke op til undersøgelsen også er beskrevet.
På grund af udrensningen kan du ikke regne med at kunne arbejde i døgnet inden undersøgelsen og på undersøgelsesdagen.
Undersøgelsen
Ved undersøgelsen føres en tynd, bøjelig kikkertslange gennem tyktarmen. Derved kan lægen på videoskærm se hele den indre overflade af tarmen.
Undersøgelsen kan opleves som ubehagelig, men sjældent smertefuld. Den varer normalt kun 10-30 minutter; eventuelt lidt mere, hvis der skal tages vævsprøver eller fjernes eventuelle polypper.
I en del tilfælde kan det være nødvendigt at give indsprøjtning af afslappende og smertestillende medicin for at gennemføre undersøgelsen. I så fald skal en voksen pårørende følge dig hjem, og du må ikke køre bil resten af dagen.
Når du skal hjem
Efter undersøgelsen ligger/sidder du og slapper af ca. ½ time og vi observerer dig. Du bliver tilbudt lidt mad og drikke, inden du tager hjem.
Du får besked om resultatet af undersøgelsen inden du går hjem.
Du modtager senere beskrivelsen af undersøgelsen, som bliver tilsendt.
De første dage
Har du fået afslappende medicin, er sygemelding resten af dagen nødvendig; ellers er der ingen begrænsninger.
Der kan optræde nogen rumlen i maven det første døgn og en smule blødning ved afføring, specielt hvis der er taget vævsprøver.
Ugerne efter operationen
Ved meget kraftige mavesmerter, mere blødning eller vedvarende ubehag kontaktes Aleris Privathospitaler eller vagtlæge.
Kontrol og vurdering af resultatet
Eventuel kontrol afhænger af fundet ved undersøgelsen. Hvis der er taget vævsprøver, kan der gå op til 10-14 dage før der forelægger svar på disse.
Perforation (hul på tarmen) kan i meget sjældne tilfælde optræde efter kikkertundersøgelser specielt efter vævsprøver eller polypfjernelse.