Fjernelse af livmoder (hysterektomi)
Operationen foregår i fuld narkose, og livmoderen fjernes gennem skeden eller gennem et bikinisnit i maveskindet. Indgrebet medfører, at dine menstruationer ophører, og at du ikke længere kan blive gravid. Som regel bevares dog æggestokkene, så din produktion af hormoner ikke påvirkes. Du får således ikke symptomer på overgangsalder i form af hedeture eller lignende efter operationen.
Hvis æggestokkene skal fjernes, fordi du f.eks. har gener fra dem eller der er tendens til æggestokkræft i familien, kan du evt. få behov for et hormontilskud efter operationen. Det kan du i så fald drøfte med lægen allerede ved forundersøgelsen.
Oftest fjernes både livmoderen og livmoderhalsen. Når livmoderhalsen er fjernet, er det ikke mere nødvendigt at tage de rutinemæssige prøver for livmoderhalskræft. Vi finder sammen ud af om du er klar til udskrivelse efter en eller to dage. Du skal regne med at være sygemeldt i tre til fire uger. De fleste patienter har efter operationen uændret eller forbedret seksualliv.
Forundersøgelse
Ved forundersøgelsen fortæller du om dine symptomer. Speciallægen foretager en gynækologisk undersøgelse og en ultralydskanning. Herefter orienteres du om sygdommen og eventuel operation. I nogle tilfælde er det nødvendigt med supplerende undersøgelser for at udelukke anden sygdom.
Tager du medicin eller naturlægemidler, er det vigtigt, at du medbringer en liste herover. Tager du blodfortyndende medicin, vil lægen lægge en plan for eventuel udtrapning heraf.
Ved forundersøgelsen planlægges blodprøvetagning forud for indlæggelsen.
Din forberedelse
Du skal faste seks timer før operationen, men må drikke vand og saftevand indtil to timer før operationen med mindre andet aftales med narkoselægen. Af sikkerheds- og hygiejnemæssige årsager må du ikke have smykker, piercing, neglelak eller make-up på under operationen. Du skal have fjernet kønsbehåringen ned til kønsbenet, navlen skal renses grundigt.
Når du ankommer
Forud for operationen aftales en plan for smertebehandling. Der er forskellige muligheder for at give en god og dækkende smertebehandling, eksempelvis epiduralkateter.
Operationen
Operationen foregår i fuld bedøvelse. Når du er bedøvet, lægges et blærekateter, som fjernes nogle timer efter operationen. Om du skal have livmoderen fjernet gennem skeden eller ved åben operation (bikinisnit) aftaler du på forhånd med kirurgen. Operationen varer som regel 1-2 timer.
Der bliver i forbindelse med operationen givet antibiotika for at forebygge betændelse i sårene. Der bliver givet en sprøjte med blodfortyndende medicin og du får kompressionsstrømper for at nedsætte risikoen for årebetændelse og blodpropdannelse efter operationen.
Når du skal hjem
Efter operationen vil vi tjekke blodtryk, puls, væskeindtagelse, operationssår og effekten af smertebehandling. Det er vigtigt at du kommer op og hurtigt bliver mobil igen, så allerede nogle timer efter operationen vil vi hjælpe dig med at komme ud af sengen.
Du skal helst sidde oppe til alle måltider. Du bør drikke mindst to liter væske og spise almindelig mad, eventuelt kombineret med proteindrik. Du vil blive tilbudt hjælp til at komme i bad.
Du kan forvente at blive udskrevet dagen efter operationen.
Ugerne efter operationen
Der vil oftest være sårsmerter ca. en uge. Hos nogle kan der være træthed, svimmelhed, hovedpine, kvalme eller opkastning, som forsvinder i løbet af et par dage. Det er normalt, at der er følelsesløshed i og omkring såret i kortere eller længere tid. Der kan være blødning/udflod fra skeden i nogle uger efter operationen.
Der kan forekomme luftgener fra tarmen, forstoppelse og smerter ved afføring.
Efter udskrivelsen er det vigtigt, at du genoptager daglige gøremål i det omfang, du kan klare det. I princip kan du gøre alt det, du orker, og som ikke giver smerter. Du må gerne cykle, gå ture og køre bil. Du må gerne gøre øvelser for at
træne bækkenbunden og også begynde med lettere motion. Svømning bør du vente med, til der ikke længere er blødning eller udflod fra skeden.
Der kan være udtalt træthed den første tid efter operationen. Det er vigtigt trods trætheden at sørge for at få frisk luft og motion. Vi anbefaler, at du spiser og drikker proteinrig kost i de første uger eller så længe du føler dig træt.
Selv om du har det godt, når du bliver udskrevet, kan du fortsat trænge til hvile og aflastning. Du må lave det du kan, undgå dog tunge løft (8-10 kg). Det vigtigste er, at du lytter til din egen krop og selv finder ud af, hvad du kan klare.
Hvis du skal have fjernet clips eller tråde fra såret kan det ske efter en uge, enten på privathospitalet eller hos din egen læge.
Der kan fortsat være smerter i operationssåret. Smerterne kan som regel afhjælpes med håndkøbsmedicin og den medicin, du har fået med hjem fra privathospitalet til de første dage. Hvis smerterne i såret pludselig forværres eller såret bliver rødt og varmt eller du får feber, skal du kontakte din læge eller privathospitalet. Der kan være følelsesløshed i huden omkring operationssåret - dette mindskes efterhånden.
Der kan være problemer med oppustethed og kolikagtige smerter specielt i forbindelse med måltider. Dette vil fortage sig efterhånden. Det er vigtigt at sørge for at holde maven igang og undgå forstoppelse. Tag eventuelt Tablet Perilax (afføringsmiddel), hvis du efter operationen har tendens til forstoppelse. Sørg for at bevæge dig og drikke rigeligt - mindst to liter i døgnet, hvilket er gavnligt for tarmfunktionen.
Der kan i en periode efter operationen været ændret vandladningsmønster. Det kan for nogles vedkommende tage lidt længere tid at tømme blæren, ligeledes kan der være lette smerter i forbindelse med vandladningen. Dette vil forsvinde af sig selv igen.
Du bør vente ca. 4 uger med at genoptage seksuallivet.
Nogle kan opleve at være mere sårbare og kommer nemmere til at græde end vanligt. Dette er for mange en helt naturlig reaktion efter at være kommet hjem.
Arbejdet kan genoptages efter ca. tre til fire uger eller før, hvis du føler dig klar til det. Enkelte føler sig ikke i stand til at gå på arbejde efter fire uger. Snak eventuelt med din egen læge om forlængelse af sygemeldingen.
Kontrol og vurdering af resultatet
Den fjernede livmoder bliver altid sendt til mikroskopisk undersøgelse, og vi vil give dig besked, når vi får svaret.
Du vil også blive tilbudt kontrol efter 7-10 dage samt afsluttende kontrol efter tre uger.
Ricisi og komplikationer
Følgende komplikationer kan opstå i forbindelse med operationen:
• Blodansamling, som oftest forsvinder af sig selv.
• Blødning som kræver fornyet operation
• Betændelse i operationssåret eller andre sårproblemer
• Blærebetændelse
• Vandladningsproblemer i form af smerter og forsinket blæretømning kan forekomme i uger efter operationen.
• Bedøvelse indebærer ved enhver operation en vis, omend meget lille, risiko.
I meget sjældne tilfælde kan der forekomme:
• Blodpropper i benene
• Skade på tarmen
• Skade på blære eller urinledere
Yderligere info
Revision
Næste revision juni 2013 / Ditte Trolle
|
|
|